Den 2. januar 2013

Kære ” mormor og morfar”

Ja, så er tiden kommet, hvor vi må skilles. Den tid, hvor man i hundeverden er parat til at flytte hjemmefra!! Hvem har egentlig bestemt det? Ikke jeg!! Jeg er umådeligt glad for mit liv her hos jer – sammen med min mor og alle mine søskende. Naturligvis kan jeg godt se, at vi små hvalpe er vokset en hel del – og som sådan fylder meget – men det er alligevel svært, at skulle sige farvel.

Her på falderebet vil jeg sige så hjertelig og inderligt tak for den omsorg, varme og kærlighed, I har omgivet mig med i mine første leveuger. I har kysset og krammet mig – givet mig mad, når min mor ikke orkede det mere. I har tørret op efter mig, når det var nødvendigt. I har sørget for, at jeg har mødt en masse søde, fremmede mennesker – og dyr. Aldrig har jeg følt mig alene og utryg. Kære ”mormor og morfar” derfor kan jeg nu flytte hjemmefra fuld af tillid til de mennesker og dyr jeg skal møde, overbevist om at intet ondt venter mig.

Med den store interesse og den måde I har formået at løfte opgaven som bedsteforældre, er jeg fuldt ud overbevist om, at I har udvalgt nogle gode og kærlige hjem til mig og mine søskende. Og jeg skal nok prøve at opføre mig godt – og gøre jer ære.

Lov mig nu, at I vil komme og besøge mig næste gang I kommer til Sjælland.

Mange kærlige hilsner

Attila